Krisesamfundet

Af Dupont

Fra afsnit 4

Vi er i krise. Vi lever i et krisesamfund. Kriser står som epoker i vores nylige historie: Muhammed-krisen, finanskrisen, flygtningekrisen, der er hele tiden ét eller andet. Der er altid en eller anden krise, vi kan gå og bekymre os om, et eller andet der er riv-rav-ruskende galt lige nu — som vi er nødt til lige at fyre op under TV’et eller nyheds-app’en eller fucking DAB-radioen og tjekke ind med. Gudsketak og lov for TV2 News, at vi altid kan få seneste kvæk om krisen døgnet rundt.

Og på øjensynligt magisk vis, så er der så snart vi begynder at blive trætte af den aktuelle krise (eller begynder at få en smule perspektiv på sagen), så er der altid en frisk krise klar til at ryste i buksen over. De skyller ind over os i jævne, regulære bølger — med mindre selvfølgelig krisen er en tsunami, for så kommer den i én stor bølge jo.

Der er ikke noget som en god krise til at få lidt gang i sagerne. Alt efter ens valgte profession, kan man få sig nogle seertal, få noget lovgivning igennem, få indkrasset nogle donationer, eller få langet nogle ‘livsredende’ skrammelprodukter over disken.

For en krise er så dejlig simpel at forholde sig til — der er et stort, farligt problem, som vi skal tage os af nu. Det er så kedeligt at have en behersket og nuanceret debat om de problematikker i samfundet, der altid vil være gældende. Det gider vi da ikke, når der kan være en stor, styg krise der hænger os lige over hovedet og som det er nødvendigt at tage sig af lige nu. Det gør det hele lidt nemmere. Ikke al den kompleksitet og nuance — det må vente, der er vilde horder af rabiate islamister, der prøver at trænge ind i vores land ved at gå langs den sydvendte motorvej.

Med alle disse kriser hele tiden, tror da pokker hvis vi går og er bange! Vi er gået fra at have stabilitet som status quo og krisen som en midlertidig undtagelse, der skal håndteres før vi kan vende tilbage til stabiliteten — til at have krisen som status quo — altid holdes den evige krise kørende. Vi hidser hinanden op, forarges, frygter, kræver handling — og glemmer så den gamle krise, når den næste ankommer på stationen.

Alt dette til trods for at vi rent faktisk i virkeligheden har det bedre end nogensinde før. Den globale levestandard stiger, fattigdommen falder. Flere og flere sygdomme kan ikke bare behandles, men kureres. Og for alle de fake news og filterbobler vi hører om, så er der dog en gennemsigtighed og adgang til informationer i dag som ingen nogensinde har set mage til. For alle informationskrigenene og faktioneringerne, er det værd at huske på at alt dét skete også før — vi havde bare mindre mulighed for at høre om det. Det er ikke nyt, det var bare nemmere at slippe afsted med før.

Men den slags limer jo ikke øjeæbler til TV2 News — i hvert fald ikke lige så meget som en orkan i Texas eller en menneskelig orkan i det hvide hus. Dér er det meget mere sikkert at diske op med en frisk lille breaking krise eller en slibrig skandale.

Og den til stadighed kortere nyhedscyklus betyder at den enkelte krise holder i stadig kortere tid, før den bliver erstattet af en ny og farligere model. Der er stor efterspørgsmål på kriser. Et godt marked for den ivrige iværksætter.

Det her krisesamfund bliver mere og mere omsiggribende for hvert år. Og det er en global tendens. Vi danskere er ikke ene om at værdsætte en god krise, faktisk er der steder hvor det er meget værre fat.

For at få et smugkig i krystalkuglen og se hvor vi er sikkert men støt er på vej hen, skal man blot kaste et blik over atlanterhavet, til USA. For derovre er deres to partier og deres utal af nyhedsmedier ved at piske hinanden ind i en feberhysteri, hvor kriserne konstant bliver mere kritiske og de breaking news breaker stadig flere menneskers forstand.

På højrefløjen fører det republikanske parti udelukkende politik der kommer de rige til gode — fordi det er de rige der har råd til at finansiere et parti hvis job det er at gøre dem rigere. De udnytter især kriseretorikken til fange den del af befolkningen der er mindre uddannet og informeret.

Ikke at demokraterne til venstre side er helgene. Men de er dog lidt mere beherskede. Og nogle af dem tager sig rent faktisk af deres medmennesker — en smule ihvertfald.

Og imens pumper nyhedsmedierne (især kabel-tv nyhedskanalerne) politisk teater ud i stor stil. Vi hører mest om Fox News, fordi de opfører sig som en skurk fra en tegnefilm, men CNN har også gevaldige problemer. De oppisker konstant krisestemning og genererer drama i studiet ved at have flokke af debattører til at sidde og råbe ad hinanden — de gør hvad end der skaffer dem seere (Mahler, 2017).

Imens er store dele af befolkningen endt i apati-lejren, hvor man er blevet desensitiviseret af kriser og føler at det alligevel ikke gør nogen forskel hvad end man gør. Det er her man ikke stemmer til præsidentvalget, fordi det alligevel ikke gør nogen forskel og fordi man følte at både Trump og Clinton var løgnere og forbrydere, der ville køre landet i sænk. Her finder vi de mennesker der i virkeligheden er skyld i Kong Donald den Første. For de burde vide bedre. Her finder vi generelt fornuftige og velformulerede mennesker, der bare er blevet underkastet nok sansebombardement og sensajournalistik at de har kastet kortene på bordet og sagt: “nå ja, jorden går jo under alligevel. Om det bliver en supervulkan, en atombombe eller en latterlig mængde plastikposer kan vel være ét fedt.” Den slags tænker de. Og så bruger de valgdagen på Netflix i stedet, fordi der er en ny sæson af House of Cards. Dejlig eskaptistisk virkelighedsflygtende underholding, om ting der jo aldrig kunne ske i virkeligheden.

Og det værste er at det er så nemt at melde fra! Det er så nemt. For det er sguda hårdt arbejde at gå og være bange hele tiden. Man går rundt i Føtex, panikslagen som sædvanligt, og ved fastfood-køledisken opdager man pludselig at man ikke længere kan huske hvad man egentlig er bange for. Så er man nødt til at åbne sin smartphones mobile fixerum og læse nogle nyheder om at Nordkorea er ved at bombe hele verden og har tænkt sig at forgifte din leverpostej. Ikke at der i virkeligheden er sket noget særligt i Nordkorea, siden fyren med det grimme hår erstattede fyren med det grimme hår. Men den amerikanske fyr med det grimme hår havde brug for en distraktion, så medierne ville tale om noget andet end at han skylder alle de milliarder han påstår at have til den russiske fyr der ikke har noget hår.

Så ja — selvfølgelig er det nemt at melde fra. Det er nemt, rart og tilfredsstillende. Hold da helt kæft en høj hest man kommer op og sidde på når først man har meldt fra. Man tænker: “de andre er da godt nok nogle idioter at de falder for alt det spin og løgn — godt jeg er klogere. Godt jeg har regnet den ud. At verden ender i morgen uanset.” Det er så nemt. Det er ligesom når du er ved at drukne — vi har allesammen været der, lang nat i byen, ballade med den lokale mafia, long story short, man ligger i fjorden med cementskoene på — og når man er der i vandet, kan man kæmpe for sit liv med al den adrenalin, man kan mønstre — panisk, desperat og sikkert forgæves — eller man kan acceptere sin skæbne og flyde nedad. Folk der er ved at dø druknedøden rapporterer ofte at der kommer et tidspunkt hvor man overtages af rolighed og distanceret ligegyldighed — hvor kroppen opgiver kampen og opfordrer hjernen til at gøre det samme.

Her finder vi den apatiske, frakoblede amerikanske borger, der syntes at valget mellem Trump og Clinton var som pest eller kolera — og ikke som aids eller influenza. Her finder vi folk der bekymrer sig mere om den nye Star Wars film end de krige, der lige nu kæmpes på jorden og ikke i en fjern galakse tegnet af en computer og skrevet af en komité i Hollywood et sted.

Det er nemt at koble fra. Nogle gange har man også brug for det. Men ligesom krise og konstant frygt er et vanedannende stof, hvor man skal have sit fix af adrenalin og af at alle er i livsfare hele tiden, så er apatien også et stof. Og det er så nemt at blive afhængig af den ene eller den anden high og så sidde fast dér. Vi har krisereaktionen for at vi kan bruge den når der står en løve i vores køkken, og vi skal mønstre fokus til at håndtere den situation. Men akkurat ligesom din iPhone, så kan de menneskelige responser hackes og bruges imod os selv.

Så ved nyhedscyklussens mægtige hånd lokkes vi ind i et misbrug, en afhængighed. Er det coke eller heroin, du tilskriver dig? Er det panik eller apati? Pick your poison, som man siger.

Her i Danmark står det ikke helt ligeså slemt til — endnu! Siden Marshall-hjælpen har vi gjort vores bedste for at blive ligesom USA — land of the free, home of the brave — og vi ligner dem mere og mere for hver dag der går. Uligheden stiger, middelklassen forsvinder, de arbejdsløse jages — men heldigvis har Danmark jo ikke nogen fattige, fordi dem har vi afskaffet politisk. Det er jo én måde at skabe lighed på.

Så hvorfor sker det her? Svaret vil måske chokere dig. Det er en lille ting, der kaldes penge.

For at vi lige har det på plads, så er penge og magt jo det samme, blot udtrykt i forskellige former. Den ene kan altid veksles til den anden. Og jo mere man har, jo nemmere er det at tilegne sig endnu mere.

Godt så. For medierne er det et direkte finansielt incitament. Jo flere der ser, TV2 News, jo flere ser reklamerne, hvilket får cha-ching lyde til at klinge i direktørens øresnegl. Hvis du fortæller folk at den nyeste krise er breaking og de er nødt til at følge med lige nu, og resten af dagen, og egentlig i morgen med, så får du dig nogle seere, der leder til cha-ching-lyden. Så du skal skabe dig nogle nyhedsjunkies og panik-narkomaner. Og du skal have folk fanget ind i det politiske teaterstykke, den daglige sæbeopera. Hvis du ikke fanger folk med Paradise Hotel, kan du nok fange dem med seneste nyt om kvotekongerne eller Nazi-Inger. Følg med i næste afsnit, for at se hvilken minister DF giver en næse til næste gang!

Så nyhederne vil gerne have dig hooked så du giver dem mere opmærksomhed, magt og penge.

Hvad vil politikerne have? Jo, de kan bruge en krise til at promovere sig selv og profilere deres brand og image. Og dét har de brug for, hvis de vil vælges ind igen næste gang, og måske endda kan de arbejde sig op til at være minister, og få fed bil og pension. Og tænk på al den tv-tid de kan få — de bliver jo stjerner!

Men det er bare personkulten i affæren. Et sted i den politiske verden er der jo også noget politik. For de har jo alle sammen deres ideer om hvordan samfundet skal skrues sammen. Og sådan skal det jo være. Det kan godt være det ideologiske tovtrækkeri er trættende, men det er netop sådan demokrati ser ud.

Men en frisk lille krise? Så kan man lige komme forrest i køen, og pumpet noget lovgivning igennem. Hvis folk er bange for at Danmark falder sammen om ørerne på dem, så er de villige til at følge dem der fortæller dem at de har ret, Danmark falder sammen, nu har vi ikke råd til velfærd længere. Den eneste måde at forhindre Danmark i at falde sammen er at lette topskatten så din lokale milliarder kan høre en sød cha-ching-lyd i sin øresnegl, og deponere overskuddet i Panama.

Så det dér med at have en krise i gang, det er et nyttigt og indbringende værktøj. Og så længe vi hænger på og jager det næste krise-high, så er der ikke noget der ændrer sig på dén front. Vi bliver bare enten mere bange eller mere apatiske og uengagerede. Og mens vi er distraheret kan de rige — dem der ejer medierne og politikerne — omforme verden i deres eget billede.

Velkommen til krisesamfundet. Tag for dig af panikken — skandalebuffetten er åben.

Alternativt kunne vi lukke ned for TV2 news. Og skyde deres fucking helikopter ud af himmelen — så ville der da være en god nyhed at rapportere.

Kilder: