Upolitisk Folkeparti

Af Dupont

Fra afsnit 15

Kammerater! Som I jo ved, er vi i valgsæsonen. Der har lige været valg til Europa-parlamentet, og nu kommer der så til Folketinget. Det er i disse dage at vi især mærker at vi er borgere i et demokratisk samfund, med alt hvad det involverer af magt og pligt. Vi styrer den skude i fællesskab, og hvis du ikke vil have at den skal synke, er du nødt til at give dit besyv med – det er vores allesammens anvar at der stadig er et Danmark i morgen.

Men der er et alvorligt problem. For det er jo godt nok at vi kan gå ned og træffe et valg – men hvad hvis vi kun kan vælge mellem pest, kolera, AIDS og testikelkræft? Hvad hvis alle valg er dårlige valg? Hjælper det en skid at vi kan vælge vore egne politkere, hvis de allesammen er nogle magt- og medieliderlige svindlere, der bare mundhugges og prøver at profilere sig selv.

Vores system er et demokrati. Men systemet er pilråddent og går lidt mere i forfald for hver dag der går. Og politikerne står bare ved siden af og mundhugges om hvem der kan lide hvem, hvem der har den smarteste marketing-afdeling, og hvem der hurtigst kan køre landet ud over afgrunden i deres blanke ministerbil. Det er et skammeligt syn: et Ting fuld af tåber, der ikke laver andet end at lægge mandatpuslespil, erklære sig selv Danmarks grønneste parti, og starte shitstorms på Facebook for at få et par sekunders taletid i mediemøllen. For imens hakkes den danske velfærd til plukfisk og integrationsdebatten går i lutter lagkage og broccoli.

Det er så her, jeg stiller det store spørgsmål: Har vi ikke fortjent bedre? Er det her den bedste styring af landet, som vi kan præstere? Hvad kan man som engageret borger i samfundet gøre for at redde det fra de hovedløse politikere?

Det er nu, der er valg, så hvis vi skal gøre noget ved det – så skal det jo være nu. Her er dine valgmuligheder som vælger:

  1. Du kan stemme på det mindste onde – dvs., liste Ø – og så håbe på at de med nok stemmer i ryggen i det mindste kan tørre en lille smule fornuft af på debatten;
  2. Du kan undlade at stemme og blive på din sofa, mens du prøver at indhente det dér Game of Thrones, som alle snakker om – men det er jo lidt bare at give op og erklære sig ligeglad med landets fremtid; eller
  3. Du kan vælge at stemme blankt – du kan markere din utilfredshed ved at bruge din stemmeret, men undlade at pege på nogen som helst, i protest.

Men hvad hvis der var en fjerde vej?

Hvad hvis vi aktiverede den blanke stemme? Og jeg mener ikke at overtale alle blankstemmerne til at støtte op om et parti, som de allerede har vurderet og forkastet – men tog den blanke stemme, som i sin nuværende form tælles som ugyldig [1] og dermed annullerer sig selv i alt andet end optællingen af befolkningens totale stemmeprocent – hvad hvis vi tog den og gjorde den til et skarpladt våben, rettet direkte mod enhver politiker, der sætter sine egne interesser over landets, og som vanrøgter deres embede og den tillid, som landets befolkning har skænket dem?

Når vi afgiver vores stemmer, når vi står dernede i båsen bag det søde lille forhæng, så fylder dén, der stemmer blank det samme som dén, der stemmer på Socialkammeraterne, Liberal Ubalance eller De Konservastive. Men så snart stemmerne tælles op, så mister de blankstemmende deres ret til at blive hørt. De smides i papirkurven og det politiske skakspil fortsætter uden dem. Er det retfærdigt? Burde den, der aktivt har set på den politiske tilbudshylde og forkastet de udbudte varer hver og én ikke stadig have en ret til at blive hørt? Deres anke – at systemet har spillet fallit og at politikerklassen tydeligvis er for optaget af deres klikedannelser og små magtlege til rent faktisk at administrere deres opgave – dét er vel lige så legitimt et standpunkt som de forskellige ideologiske og populistiske standpunkter, der får lov til at blive hørt.

Men – lyder modsvaret – disse blankstemmere har jo selv valgt ikke at stemme på nogen. Hvis man ikke stemmer på nogen, kan man jo heller ikke blive repræsenteret af nogen. Det er fuldstændigt korrekt.

Så her kommer mit forslag: opret et parti for blankstemmere. Upolitisk Folkeparti. Forkortet U.F. for uff – uff til politikerklassen, uff til korrupte statsministre der lugter af fisk, uff til partier der er mere interesseret i at lægge afstand til de andre partier end at ordne samfundets problemer, og uff til tomme populistiske løfter om at ‘hvad end du, kære borger, ønsker, det skal du få, især hvis det involverer at smide dem der ikke er blege nok og har navne der er svære at udtale på porten’. Uff til det hele. UF. Upolitisk Folkeparti.

Det her, det er den aktive blankstemme. I stedet for at tage stemmesedlen, undlade at sætte et kryds – eller tegne en pik på den, som unægteligt er rimelig fristende – og så skubbe den ned i stemmeurnen af pap – så sæt krydset ved Upolitisk Folkeparti.

Så kan man se hvor mange af landets borgere, der har fået en stærk nok politikerlede til at sige fuck det hele. Så kan vi se hvor stort problemet med politikerne er, og så kan vi begynde at gøre noget ved det. En blank stemme tæller som ingen stemme. En stemme på Upolitisk Folkeparti tæller som en direkte fuck-finger til de medietrænede djøf’ere med drømme om ministerbiler og -pensioner. En stemme på Upolitisk Folkeparti er at tilkendegive at det dér, det er simpelthen ikke godt nok.

Men – tænker du jo så nok – hvad sker der så hvis UF kommer over spærregrænsen, og bliver valgt ind? Hvis der lige pludselig er nogle upolitiske kandidater, der kommer til at sidde i Folketinget? Hvad vil de så stille op?

Det skal jeg fortælle jer! De skal være deres vælgeres stemme i Tinget, som alle folkevalgte jo er. De skal være aktive kritikere af systemet, og arbejde indefra på at stække korruptionen og magtkampene. De skal sidde klar med deres notesblokke og notere sig alt hvad de partiske politikere siger, og så skal de faktatjekke det, de skal efterforske det, og de skal stille spørgsmål til alt. De skal holde politikerne i ørerne og ikke lade dem slippe afsted med noget som helst.

De skal være det, som medierne burde være, og nogle gange er, men lige så ofte ikke formår at være. For medierne har gang i deres egen magtleg og agenda; de har deres egne kager, de skal have melet. De skal sælge aviser og skaffe seertal og lyttertal; de skal sælge annoncer eller retfærdiggøre deres eksistens ved licensforhandlinger; de skal skabe sensationer og underholde og prøve at fange et par dråber opmærksomhed fra en befolkning, der hellere vil bare Instagramme billeder af kattemad.

Medierne er forretninger, og deres evne til at være kritiske vagthunde overfor politikerne er underlagt hensynet til forretningens drift. DR kan aldrig være mere systemkritisk end at systemet kommer og lukker for det varme vand. Armslængdeprincippet er en illusion – eller snarere, var en illusion, der nu endelig er brast ved Søster Bocks fæle hånd.

Og derfor er der brug for Upolitisk Folkeparti. For de kan ikke lukkes af en mediereform, de skal ikke tækkes annoncører, og de skal ikke dække en medievirksomheds driftsomkostninger. De kan ikke sparkes ud af andre end befolkningen ved næste valg, akkurat som alle de andre partier. Og så kan de dedikere deres tid og ressourcer til at afdække problemerne i systemet og lade de kritiske røster blive hørt – fra fucking talerstolen i Folketinget! Det er deres eksistensberettigelse.

Det er en måde for et væsentligt segment af befolkningen at kigge den politiske stand i øjnene og sige: “ikke godt nok”. Det er en måde at hævde deres ret til at blive hørt og repræsenteret for deres legitime holdning, som er at hvis Danmark skal forblive et trygt, lykkeligt og tillidsfuldt land – eller om ikke andet, så blive det – så er det tvingende nødvendigt at systemet gør sig selv fortjent til tilid. Det er nødvendigt at vi kan stole på at den offentlige sektor står klar til at hjælpe os, når vi har brug for det. At den forvalter vores fælles midler fornuftigt og retfærdigt, og ikke lader kriminelle lænse skattekassen, ikke insisterer på at sende hver eneste lille opgave ud i udbud hele tiden og dermed kompromittere kvaliteten, ikke digitaliserer bare for digitaliseringens skyld – og ikke lader chefer, konsulenter og ministre leve fedt og godt og stort på fællesskabets spareskillinger.

Men har det nogen gang på jorden? tænker du måske. Hvor mange stemmer egentlig blankt? Det er vel langt fra nok til at et parti som dette overhovedet vil kunne blive opstillingsberettiget, ikke? Lad os tage et kig på tallene.

Ved sidste Folketingsvalg, i 2015, blev der afgivet godt 41.000 ugyldige stemmer – svarende til 1,15% af det totale antal stemmer [2, 3]. Af disse var lige knap 30.000 blanke stemmer. Resten var ugyldige af andre grunde, fx at der var blevet tegnet på dem eller sat flere krydser. Ikke siden Danmark var besat af tysken under anden verdenskrig, ved krigsvalget i 1943, har en større procentdel af befolkningen stemt blankt, end de gjorde ved sidste valg. I et gennemsnit af alle valgene i dette årtusinde har godt 0,7% af stemmerne været decideret blanke. Dertil kommer alle dem, der er ugyldige af andre årsager. Det er alligevel et rimelig solidt fundament.

Og der er måske flere stemmer at hente. Jørgen Goul Andersen, professor på Institut for Statskundskab ved Aalborg Universitet, har fortalt Videnskab.dk, at der i Danmark er en stærk tradition for valgdeltagelse, også når der er stor utilfredshed [4]. Her vælger mange af dem, som føler politikerlede, at give deres stemme til partier yderst i fløjene, som ikke er regeringsbærende. Det har traditionelt været Enhedslisten og Dansk Folkeparti; ved sidste valg var det også Alternativet. Og nu, kunne man tilføje, bliver Stram Kurs måske også en taknemmelig modtager af disse proteststemmer. Mange stemmer på disse partier fordi de er enige med deres platform – men en vis andel gør det altså også i protest mod systemet. De har valgt ikke at stemme blankt, og dermed ugyldiggøre deres egen stemme. Men hvis de havde muligheden – mon så ikke mange af dem ville vælge den aktive blankstemme, og lade Upolitisk Folkeparti være dets politikerkritiske talerør?

Så altså – 40.000 ugyldige stemmer, og et ukendt antal proteststemmer foræret til fløjpartier. Skal vi sige en 60.000 stykker?

For at blive opstillingsberettiget, skal man have ca. 20.000 underskrifter – det præcise tal varierer lidt [5]. Det skulle nok være til at klare, især hvis man medregner dem, som i sidste ende vælger at stemme på et politisk parti, men som føler sympati for det kritiske standpunkt.

Spærregrænsen for så rent faktisk at få mandater og taburetter i Folketinget er 2% – ved sidste valg var det godt 71.000 stemmer [5]. Om nok folk ville se sig selv i Upolitisk Folkeparti til at det rent faktisk fik en plads i Tinget er ikke til at sige på forhånd – den eneste måde for alvor at finde ud af det, ville være at prøve. Endnu har ingen af de ca. 3,5 millioner danskere, der vil afgive deres stemme, haft valgmuligheden. Det er et uprøvet tilbud; men det kræver kun to-tredjedele af dem, der ved sidste valg aktivt bestemte sig for at stemme blankt, at gøre det til en reel mulighed. Det kræver ca. halvdelen af det antal mennesker, der kan sidde og se en fodboldkamp i Parken Stadium [6]. Det kunne med andre ord have en ganske virkelig chance.

En måling fra 2018 viste at hver anden dansker inden for det seneste år havde oplevet politikerlede [7]. Langt fra alle af dem føler det i stærk nok grad til at have mistet tilliden til Christiansborg og politiske rotterede. Men mon ikke mange af dem ville føle at politikerleden var et synspunkt, der i det mindste burde blive hørt? Der har en ret til at blive anerkendt, i stedet for bare at blive stemplet ugyldig og smidt ud?

Upolitisk Folkeparti går efter at være liste Q – for Question everything. Det er et erklæret upartisk parti, der ikke har nogen politisk holdning. I stedet er dets mål på upartisk vis at bekæmpe løgn, lobbyisme, hemmelige alliancer, korruption, sløset omgang med fakta – og især hver eneste politiker der synker så dybt som at ytre frasen “Fake News” i en ikke-akademisk sammenhæng. Dét er nemlig det sikreste tegn på moralsk forfald.

Partiet er en reaktion på politikerleden; et parti dedikeret til at forhindre andre partier i at slippe afsted med at lukke lort ud. Det går aldrig under nogen omstændigheder i regering eller koalition eller giver sin stemme til politiske tiltag. Det er ikke partiets mandat. Hvis folk ønsker at bidrage til det rådne systems daglige gang, er der masser af andre partier, de kan stemme på. Upolitisk Folkeparti er neutrale og tager ikke nogen side i Folketinget.

Internt i partiet spilles der med åbne kort. Alt lægges frem til offentligheden, alle dokumenter og referater. Glasnost. Ingen mørklægning eller offentlighedslov her!

Upolitisk Folkeparti er et antiparti som svar på antipati. Det er den skuffede kritiske borgers stemme. Det er en måde at erklære at bare fordi man er uenig med samtlige politiske partier, betyder det ikke at ens stemme kan stemples som ugyldig. Er du borger i Danmark bør din stemme altid være gyldig! Kritisk borger, tag din stemme tilbage! Kan du ikke finde fælles fodslag med nogen politiker, så stem en upolitiker ind i Tinget og lad din stemme blive hørt!

Lad os i fælles flok troppe op, kigge de sleske, dovne og korrupte politikere i øjnene og sige “Ikke Godt Nok”.

Kilder: