Duponts guide til at holde en befolkning undertrykt i det 21. århundrede

Af Dupont

Fra afsnit 12

Public service meddelse: Har du husket at tage din opium i dag?

Public service meddelse: Har du husket at spille Candy Crush i dag?

Public service meddelse: Har du husket at binge-watch’e Netflix i dag?

Her er et sjovt lille eksperiment. Forestil dig lige et øjeblik at du er en del af den herskende klasse, okay? Prøv engang. Det er dejligt, ikke? Og når først du nu er dér, så vil du jo også gerne blive der, ikke? Det er den rigtige udfordring — det er én ting at nå toppen, noget helt andet at blive deroppe. Så hvordan gør man det?

Det handler frem for alt om kontrol. Det er sguda lidt mindre fedt at være konge, når først den undertrykte underklasse står uden for din soveværelsesdør med høtyve og fakler, og nogen er i gang med at skrue en guillotine sammen et sted omme bag ved. Man er nødt til at kontrollere dem, så man undgår den slags forstyrrelser. I et godt gammeldags feudalistisk samfund var man jo som adelig afhængig af at de her folk og fæ gjorde alt det hårde og trælse arbejde — så den bedste måde at styre dem på var med vold, trusler og udsultning, hvis de ikke makkede ret. Der var så lidt af alting dengang, at hvisdu skulle have de 50 gange mere end du nogensinde ville kunne bruge, som du jo føler du har ret til, så var der jo intet som helst tilbage til dem. Så sådan måtte det jo være.

Men nu, i den fagre nye post-industrielle verden, så er der jo sådan set masser af alting. Man skal jo nærmest virkelig ville det for at gå sulten i seng her i vesten (såfremt man altså har en seng, jo). Hvad skal man så bruge underklassen til? Tja, der er da jo stadig nogle ting der skal gøres, som man som moderne adelig for enhver pris ikke har lyst til at gøre selv — så der er da stadig brug for resten af samfundet, indtil robotterne bliver gode nok i hvert fald. Så hvordan skal man kontrollere dem nu til dags, hvor der er så meget af alting? Nemt — giv dem lige så meget at de slet ikke gider at begå oprør og revolution! Distrahér dem med så meget bullshit og nonsens at de slet ikke opdager hvor groft du udnytter dem! De romerske kejsere vidste hvad der fungerede — brød og cirkus — hold underklassen mætte og underholdte, så laver de sgu ikke nogle problemer.

Så til alle jer plutokrat-spirrer derude, alle jer med en lille adelig i maven, kommer der her en hurtig guide til hvordan man holder sine undersåtter undertrykte — sin pøbel på plads på deres små hylder — sin kanonføde dvask og distraheret, så du slipper for at der dukker nogen ubelejlige revolutioner eller selvstændige tanker op derude, der truer din magelighed.

Nøgleordet er afhængighed. Intet kan hurtigere reducere et menneske til en ubevidst og passiviseret slave end en frisk gang afhængighed. Men hvad skal vi så gøre dem afhængige af, spørger du savlende og pruttende mens du skovler kaviar i retning af dit blævrende ansigt.

Tja — som Karl Marx jo så berømt sagde, så er religion opium for folket [1]. Men her i Danmark er det lidt som om det dér med en kontrollerende religion ikke lige helt fungerer. Og det er også så gammeldags, det der med Gud og sådan. Men det er okay. For kan I gætte hvad der også er opium for folket? Fucking opium!

Nu kan det godt være at opium, det lyder som noget fra gamle dage eller fjerne lande, og ikke noget vi behøver tænke på i dag. Du er trods alt hverken Sherlock Holmes, eller en kineser under det britiske imperium. Men opium spiller stadig en stor rolle.

Det fås i form af morfin og en masse andre stoffer, som man samlet kalder for opioider [2]. Lægerne udskriver recept på dem efter operationer eller i forbindelse med kroniske smerter. De er vanedannende, man får trang til at bruge mere og mere, og man får stygge abstinenser når man prøver at stoppe med at tage dem [3]. Hvis det lyder lidt som heroin, så er det fordi det basalt set er det, bortset fra at det her er lovligt, og din læge fortæller dig at du skal tage skidtet. Og hvis du tænker “men den slags er vel noget der sker i andre lande”, så tænk om igen — Danmark har ikke alene et større forbrug af opioider end de andre nordiske lande — vi har verdens fjerdestørste forbrug! [2]

Hvis vi vil se et eksempel på hvor galt det kan gå, kan vi kigge over andedammen til USA, der endelig har fundet et punkt hvor de kan være number one in the motherfucking world — afhængighed af lægeordineret bedøvelse. Når det griber om sig dér, er det især fordi deres læger er ejet af en industri, hvis eksistensgrundlag er at sælge disse opioider — og så er det jo klart at de gør deres bedste for at stoppe skidtet ned i hovedet på de stakkels sagesløse amerikanske fjolser, der jo er for hyggefede til at kunne løbe væk fra den store stygge læge og hans receptblok — det er svært at holden lægen fra døren når det eneste æble i nærheden er det på din computer [4]. Og så når først man er blevet spist af med en afhængighed af bedøvelsesstoffer, så kommer der hurtigt et tidspunkt hvor de enten bliver for dyre, for svage eller du bliver cuttet af af din pusher, øh, jeg mener læge. Men så er der altid din gode gamle ven, heroin — og hans syntetiske og meget stærkere fætre som fx fentanyl. Det er rimelig farligt: i USA døde der i 2016 64.000 mennesker af overdoser, hvoraf den primære årsag var opioider.

Og det har såmænd givet afkast at få den amerikanske befolkninghooked. Ingen andre end den famøse Mr. Orange, Donnie Trump himself kan til dels takke det stofafhængige segment for sit ferieophold i det hvide hus, hvorfra han gør sit værste for at berige sig selv og sine venner blandt landets adel af superrige. Et godt forbillede, med andre ord. Der er simpelthen en sammenhæng mellem folk der stemte på Trumpie-boy, og folk der er opioidvrag [5]. Nogle forskere tog kortene over hvor han fik mange stemmer — samt steder der valgte ham, som tidligere havde valgt kedelige, ufestlige folk som Obama — og så sammenlignede de dem med kortene over de steder hvor folk var blæst på stoffer. Og tænk engang, det var stort set de samme steder [6]. Også når man modregner andre faktorer som køn og race. Dem der lavede undersøgelsen mener at det skyldes at det er økonomisk udsultede områder, som er specielt sårbare overfor afhængighed af smertestillende medicin, og som så et håb for fremtiden i den rige gamle mand fra New York, der påstod at være én af dem. Jeg mener det er åbenlyst hvad der er sket her. Man skal da være fucking højpå drugs for at stemme på sådan én som Trump. Og han var så lige så heldig at store dele af USAs befolkning er opiumsvrag, der ikke aner hvad der foregår og som blindt tager imod hans lokkende løfter. Takket være størrelsen af landets narkomansegment, er den forgyldte overklasse godt på vej til at få rystet de dér ubelejlige demokratiske systemer og regulationer væk, så de kan få fred og rotil at være rige svin. De viser at vejen fremad er opioider — og masser af dem.

Her er USA jo — som sædvanligt, kunne man bemærke — skrækscenariet. Men vi er også godt på vej her i Europa [7]. Misbruget stiger, og tit ender læger med at udskrive recepter på stoffer fordi de ikke har tid og ressourcer til at have en ordentlig samtale med patienterne. Det er simpelthen administrativt nemmere at gøre dem til narkomaner. Plus, ens gode venner i medicinalindustrien tjener fedt på det, og så kan de jo give én lidt frynsegoder her og der. Det handler jo om at passe på hinanden, ikke!

Og imens bliver en stadig større del af befolkningen bedøvet og passiv og dejlig nemme for politikerne at stjæle rettigheder fra. Alle vinder — altså, I ved, bortset fra folket.

Nå ja — så har vi da kontrol over en hel del af alle de beskidte folkemasser, der har begået den store synd ikke at være stinkende rige. Men vi kan gøre mere end det! Fordi for at folk bliver afhængige af stoffer, skal de først begynde at tage dem, og så skal de finde ud af at skaffe flere, og skrabe lommepenge sammen til at få nallerne i dem — sikke da et besvær! Det lyder godt nok som hårdt arbejde at blive narkoman. Og værre endnu, mange har slet ikke lyst til at blive narkomaner, og stritter imod, hvilket bare gør hele det her projekt mere besværligt. Så — hvad hvis vi kunne gøre det lidt mere attraktivt, og mere nemt, at blive bedøvet? Det tror jeg godt vi kan.

Hvad hed det — “brød og cirkus”, ikke? Desværre er cirkus jo ikke så populært længere. Folk er blevet lidt trætte af at glo på dyremishandling, og har udviklet post-traumatisk stress over radikaliserede klovne. Men ideen er jo sådan set god nok — at bedøve folk med underholdning, og masser af det.

TV som det var i de gode gamle dage var en fortræffelig strøm af folkebedøvende tom underholdning — bare tænd for det, og så flyder det løs som en vandhane. Problemet var bare at det var det samme, der blev sendt ud til alle. Det meste man kunne gøre var at skifte rundt mellem de forskellige kanaler. Det duer jo ikke. Fordi forvirkelig at fange folks opmærksomhed, og holde dem klistret til skærmen så de ikke tænker selvstændige tanker, så er man nødt til at vise dem hver især dét, der allermest pirrer deres personlige nysgerrighed — man er nødt til at kilde hver enkelt borger der hvor det er allerrarest. Så kan du nemlig for alvor holde dem fast.

Det kunne man ikke rigtigt i de gamle dage, hvor der kun var TV. Og VHS-bånd var slet ikke indsmigrende nok — de stoppede jo for pokker af sig selv efter et par timer. Fuldstændigt uholdbart. Og så skulle de gudhjælpemig spoles tilbage igen for at man kunne starte forfra.

Her kommer internettet og dets fantastiske streaming-muligheder til undsætning. Nu kan folk vises lige præcis hvad de har lyst til at se, og det kan blive ved og ved og ved i det uendelige. De skal bare trykke start, og så kører showet bare derudaf.

Da internettet lige var blevet opfundet, så var alle de små intellektuelle snurrehoveder begejstrede fordi det var så demokratisket medie, hvor folket selv bestemte hvad de ville se på [8]. Medier som TV og radio er det man kalder for push-medier, fordi man passivt sidder dér og modtager indholdet. Den eneste indflydelse man som publikum har er at man kan skifte kanal eller slukke. Men det spritnye internet, derimod, var et pull-medie. Man skulle selv opsøge og udvælge indholdet, og dét mente de kloge hoveder ville gøre folk mere kritiske og bevidste om indholdets kvalitet. Hvis folk først fik muligheden for at vælge, mente de, så ville det gode og lødige materiale jo selvfølgelig vinde frem i takt med at folkeoplysningen og de demokratiske sensibiliteter tog befolkningen med storm. Men heldigvis, for vores mission om at holde befolkningen dvask og distraheret, så gik det ikke så galt.

Den gammeldags TV-model gik efter laveste fællesnævner [8]. Det handlede ikke om at lave de bedste udsendelser, men bare om at vise dét der ville få flest muligt folk til at se med så længe som muligt. På internettet var der frit valg på alle hylder. Men det gør det også bare besværligt — det er da hårdt arbejde at skulle bladre rundt og træffe selvstændige valg. Det gider man da ikke efter lang dag på fiskemelsfabrikken. Der havde TV’et alligevel den fordel at man kunne slappe af, slukke for hjernen og lade nogle andre styre showet. Det var meget mere afslappende da man bare kunne give afkald på kontrollen og bare tage imod. På internettet kunne man lige nå at finde en sjov video på YouTube med børn der falder og slår sig — men bedst som man havde sat sig til rette og fået varmet de rustne lattermuskler op, så var videoen fandme ovre! Og så skulle man til at klikke og kigge og vælge igen! Hele tiden, selvstændige valg der skulle træffes. Sikke da en ulidelig situation.

Det kunne vi jo ikke have i længden. Hvordan skal befolkningen opnå den dér dejlige bedøvede og distraherede drømmetilstand, hvis de enten er nødt til at se ligegyldigt vrøvl som prøver at tale til alle og ingen på samme tid, eller skal til at tage stilling til en million valg hver femte minut og tænke helt vildt meget?

Den elegante løsning der kom på dette dilemma var at gøre internettet mere pushy og lette den tunge byrde det var selv at skulle vælge [8]. Ved hjælp af smarte algoritmer fandt man ud af at kunne spore sig nøjagtigt ind på hver enkelt brugers personlige smag, og vise dem kun det indhold, som man er sikker på vil underholde dem. Og så kan man jo bare blive ved med at vise dem indhold i én uendelighed. Med autoplay-funktionen er YouTube blevet ligesom en TV-kanal, der bare fosser derudaf som en pivåben vandhane, men præcist tilpasset til lige præcis din smag. Bare læn dig tilbage og sluk for hjernen.

Sider som Facebook og YouTube prioriterer lange videoer højere i deres algoritmer, fordi de er mere interessede i hvor lang tid en video er blevet set totalt, end hvor mange gange [9]. Fordi jo mere tid du bruger på deres platform, jo stærkere et greb har de om din opmærksomhed og jo flere reklamekroner kan de malke dig for.

Det handler om at holde folk fanget, så de ikke går over til konkurrenten — eller i aller-aller-værste tilfælde, slukker og går ud i virkeligheden og snakker med rigtige mennesker. Det kan vi ikke have — de skulle jo nødigt til at få nogle friske, selvstændige ideer, vel?

Netflix, de er nogen der især har forstået det dér med at spore sig ind på folks smag og så bare stopfodre dem med underholdning. Over hele verden sluger de mere og mere af folks opmærksomhed, og de har stor succes med at udkonkurrere det gammeldags TV-medie. Faktisk har 39% af danskerne et Netflix-abonnement [10]. Og samtidig har konkurrenter som HBO og Viaplay hver 10 til 20% af befolkningen som abonnenter. Det er sgu ikke dårligt. Det er mange mennesker som har koblet sig op til streaming-narkotikaen — for tag ikke fejl af dem, det er det erklærede mål for tjenester som Netflix at sluge så meget som muligt af din tid og opmærksomhed. Netflix indrømmer selv at de nøje studerer præcis hvordan de hurtigst og mest effektivt får folk hooked på deres serier [11]. Og de har selvfølgelig en gratis prøvemåned, fordi som alle pushere ved, “the first one’s always free”.

Den her udvikling har ledt til at folk i stigende grad binge-watcher — altså, de ser mange afsnit af en serie i træk — måske endda en hel sæson! Begrebet er afledt af binge-eating, som er når man stopper hovedet fuld af fx en dobbelt familiepizza på egen hånd, og følger det op med et bjerg pommes frites og en islagkage eller to. Jah… det lyder ikke så sundt, vel? Og det kan jeg også love dig for atbinge-watching heller ikke er. Det er blevet forbundet med både fysiske problemer, som fedme og sukkersyge, og psykiske problemer, som depression og angst [12].

Det er de selvfølgelig ligeglade med inde hos Netflix. Husk, målet er at holde folks opmærksomhed fanget så længe som muligt ad gangen, og holde dem fra at begå oprør mod systemet. Her er det måske endda en fordel hvis folk er godt fede og deprimerede — for så er det jo endnu mindre sandsynligt at kravler ud af sengen og ud i den store, virkelige verden.

Ifølge en undersøgelse som Netflix har foretaget, så binge-watcher de fleste af deres brugere, og de kan snildt finde på at se seks afsnit af noget i træk [13]. I gennemsnit bliver folk færdige med at se hel en sæson af en serie på en uge. I gamle dage var det sgu den tid det tog for ét nyt afsnit at komme. Netflix har regnet den godt ud, hva’? Hvis du selv har prøvet at ‘Netflix og chille’ lidt med et par serier, så har du måske oplevet hvor nemt det er at fortsætte med næste afsnit. Det starter helt af sig selv, lige med det samme efter at sidste afsnit sluttede. Ingen grund til at holde en tænkepause hvor du kan reflektere over det du har set, eller tage stilling til om du skulle stoppe for nu at gå ud og gøre noget andet. Nej! Bare bliv liggende og se videre!

De har gennemskuet hvordan afhængighed fungerer, og de udnytter det i fulde drag. En forsker fra det amerikanske universitet Carnegie Mellon sammenligner den der tilfredstillende fornemmelse af at starte et nyt afsnit med følelsen en ryger får af at fyre op for en ny smøg [14]. Det er et fix — og ligesom en narkoman kan du få abstinenser og føle dig fysisk utilpas hvis du ikke får et hit af ditdrug. Man har konstateret symptomer som depression og ensomhed hos folk, der har fået frataget adgangen til deres yndlingsserier. Tyg lige på den næste gang du går og har sådan en trang til at se Venner— det er din stofhjerne der holder dig fast i dit misbrug!

Men, tænker du måske nu, hvordan kan man opbygge en afhængighed af tv-serier? Det er jo ikke ligesom når man ryger cigaretter eller popper smertestillende piller. Der er jo ikke nogle vanedannende kemikalier, der bliver pumpet ind i dine blodbaner.

Jo, siger jeg så, jo det er der! Når du hygger dig med at binge-watche, så udløser din hjerne stoffet dopamin der fortæller din krop at det her det føles rart og du skulle blive ved for du vil jo gernefortsætte med at have det rart, ikke [13]? Du kan blive helt høj på den her følelse, og når du får den følelse hver gang du binger serier, så er det da klart at du får en trang til at vende tilbage og blive ved med at gøre det. Du har brug for dit dopamin-fix. Det er på samme måde som du bliver afhængig af alt muligt andet.

Psykologer har konstateret at binge-watching er rigtig effektivt til at holde den triste virkelighed på afstand og overgive sig til en mere stimulerende fiktiv verden [13]. Man kan udvikle stærke forhold til personerne i en tv-serie, der føles akkurat ligesom forhold til rigtige mennesker. Deciderede depressive tilstande kan blive udløst af at man har set en serie færdig, og man kan ende med at fordybe sig så meget at ens virkelige personlige forhold falder fra hinanden mens man opbygger emotionelle bånd til folkene i The Walking Dead.

Det er jo genialt! Hvor er det dog dejligt nemt at udnytte menneskers natur til at gøre dem til passive og uengagerede slaver af deres egen frie vilje! Bare giv dem en sjat Game of Thrones, og så kan du som gal diktator sådan set bare gøre akkurat hvad du har lyst til. Det er godt nok blevet nemt at overtage kontrollen over verden, hva’?!

Men det her med at sidde og glo Netflix, det er også bare så…passivt, ikke? Selvom det ville være nemmest bare at parkere folk dér ved fjernsynet og lade dem glo på et par hundrede timers The Big Bang Fucking Theory med hjernen i standby-tilstand, så kan de jo trods alt så godt lide at gøre ting og føle at de opnår noget, de hermennesker. Så det er udfordringen: hvordan narrer vi folk til at føle at de opnår noget?

Jo, det viser sig jo, at mennesker, de er ikke ret meget mere avancerede end laboratorierotter. Giv os noget stimulus, og vi giver en respons. Giv os en knap, der udløser sukkerknalder, og vi har fået os et fuldtidsjob som knappetrykker. Det må kunne udnyttes.

Hvad med en skinnende lille dims, som vi altid kan have med os, med masser af farvestrålende små lysprikker vi kan trykke på, og som så fortæller os at vi har opnået noget, og opfordrer os til at gøre det igen… og igen… og igen…? Lyder det ikke bare vidunderligt? Så kan vi parkere folk med dén, og så behøver de ikke gå ud og lave ravage for at føle at de har foretaget sig noget. Vi behøver ikke bekymre os om at de går ud og starter en revolution eller at de kæmper for deres rettigheder, for vi kan bare give dem en knap der skaber følelsen af at have kæmpet for en sag. Vi kan give dem et stort ekkokammer, hvor de snaskede masser kan skrive en uendelig række af ophidsede opslag der opfordrer til opstand. Der kan de råbe op om at de ikke finder sig i noget, og beklage sig over at de bliver udnyttet, uden at det rent faktisk har nogen som helst indflydelse på noget som helst. De kan sidde og gøre det mens de stopper sig fulde af leverpostejsmadder, eller mens de skider dem ud igen. De kan beklage sig om hvordan vi udnytter dem — og så har de fået det ud af systemet, og de kan tage den næste dosis opium og hoppe ombord i en spritny sæson af hjernebedøvelse på Netflix. For såfortjener de da en pause, efter al den frihedskamp og demokratisk ansvarlighed.

Det er en rigtig smart måde at kontrollere sin befolkning på. For en sikkerheds skyld, så sørg for at det er virkelig ubelejligt ikke at have én af disse vidunderlige tilfredsstillelsesmaskiner på sig på alle tidspunkter. Det kan fx gøres ved at gøre flere og flere samfundsfunktioner udelukkende digitale. Som en bonus, så kan du holde styr på hvor alle er til enhver tid — når de nu frivilligt går rundt med en sporingsenhed i lommen hele tiden.

Jah, din iPhone eller Samsung Galaxy eller Huawei, eller hvad det nu end er du slæber rundt på, er et meget nyttigt våben i kampen for at holde befolkningen distraheret. Blandt dem der har slået sig på at udnytte dette våben, er Facebook en af de allermest succesfulde. Folk bruger timevis dér hver eneste dag [15]. Og det er ikke tilfældigt — det er fuldstændigt med vilje når du ikke kan lade være med lige at tjekke Fjæsen.

Sean Parker, der var med til at grundlægge Facebook, har selv for nyligt været ude og sige at siden er designet til at sluge absolut så meget som muligt af folks tid og opmærksomhed [16]. Det er yderst uheldigt at han sådan går og afslører den lumske plan. Men heldigvis for os, som moderne adelige, er det alt for sent for pøbelen at gøre noget ved det. De er allerede gjort dybt afhængige af den giftige velvære som serveres af Facebook og dens opmærksomhedsliderlige fætre som Instragram og Snapchat.

De sociale medier er endnu et eksempel på hvordan push-tilgangen har overtaget internettet, og gjort at vi ikke behøver aktivt at tage stilling til hvad vi vil se, og i stedet bare kan lade det skylle ind over os [17]. For på sider som Facebook, Instagram og Twitter bliver du vist en uendelig strøm af blanke opslag og billeder, som du bare kan sidde og bladre igennem i timevis — du lader dine fedtede pølsefingre glide opad på din lille smartphone mens din hjerne stille og sikkert rådner op ligesom indholdet af din frugtskål, som du ignorerer mens du sidder og æder Pringles! Ikke så underligt at det hedder en newsfeed, vel? Du sidder bare og bliver stopfodret med distraktioner som en anden pattegris der er ved at blive fedet op til at blive skåret til bacon! Og det er akkurat dér, vi gerne vil have folk! Så distraherede af bikinibilleder af ham der Kim Cardassian/Kardassesen at de slet ikke opdager at de ligger på samlebåndet lige ind i de riges køleskab!

For det dér luskede stads dopamin som får os til at blive hængende i Netflix’s uendelige strøm af serier, det er sgu da også det der gør os afhængige af Facebook. For ja, Facebook er vanedannende [15, 18]. Det har ca. samme effekt på os som fucking kokain [19]. Som Facebook-forræderen Sean Parker beskriver det, så giver siden lige et lille fix dopamin til at have det rart på hver gang nogen liker et af dine kattebilleder, eller kommenterer på dit sure opstød om hvor uhøflig kassedamen i Rema1000 var [16]. Vi må jo ikke glemme at alle de her tjenester som Facebook og Netflix er skruet sammen afhacker-typer — så selvfølgelig finder de da også en måde at hackevores hjerner på!

Den her lille kreds af folk har fundet en måde at få direkte kontrol over milliarder af menneskers liv [20]. Det er fandeme imponerende. Selv de mest succesfulde diktatorer og konger kunne tidligere max brøste sig af magt over måske små hundrede millioner mennesker. Vi har virkelig gjort nogle vidunderlige teknologiske fremskridt. Og akkurat ligesom med afhængighed af opioider, så er det især folk med mindre indkomst og uddannelse, og som føler sig utilfredse med deres liv, der storforbruger Facebook [15]. Det er godt, for den der underklasse kan ellers godt være pokkers svær at få til at makke ret. Men så længe rugbrød er relativt billigt, og de kan have deres nymodens cirkuserstatning med sig i lommen alle vegne, så skulle de være dejligt nemme at kontrollere.

Måden som de her afhængighedsfælder som Facebook fungerer på er sådan set ikke ny — de har bare optimeret den, så vi alle sammen falder i med begge ben. Men det er faktisk det samme grundprincip som du finder nede på spillehallen eller i det farveblinkende hjørne af bodegaen. Facebook er simpelthen intet mere end en digital udgave af en enarmet tyveknægt [21]. Forskellen er bare at det ikke er penge, du kan heldig strømmer ud af den — det er minion-memes…

Men ét af de her tricks som Facebook og de andre narkomedier gør brug af for at få dig til at blive hængende er at give dig belønninger med en tilfældig og uforudsigelig timing [20, 21]. De her små belønninger er fx at nogen har liket eller kommenteret på dine opslag, hvilket giver dig en dosis dopamin fordi det føles som et bevis på at du er socialt accepteret — at nogen ‘synes godt om’ det link til en YouTube-video som du hastigt copy-pastede over, må jo betyde at de ‘synes godt om’ dig personligt. Så når du ser den dér lille røde tæller på Facebook, der siger at der er nye notifikationer, så er du jo nødt til lige at se hvad det er, for det kunne jo være at det var en besked om at nogen godt kan lide dig! Men så kigger du, og det er bare en notifikation om at nogen har lavet et opslag i din boligforenings gruppe, hvor der mest bliver debatteret dårlige parkeringer og vasketøj, der er forsvundet. Du er skuffet — men næste gang der står at der er nye notifikationer, kan du ikke lade være med lige at se hvad det er — for det kunne jo være en belønning! Og det er sådan spillemaskiner også fungerer, og derfor at de er så afhængighedsskabende — for du skal altid lige prøve en gang mere, for det kunne jo være denne gang at det gav pote. Så du bliver ved med at trække i tyveknægtens ene arm, du bliver ved med at opdatere din nyhedsfeed, og du bliver mere og mere hookedfor hver gang der kommer en lille sejr blandt alle nederlagene.

Og Facebook bruger alle tricks’ne [20]. Den er meget mere avanceret end en simpel spillemaskine med blinkende lys. For den har enorme mængder af personlige oplysninger om dig, og intense algoritmer der kan dybdeanalysere præcis hvad du tænker og føler hvornår. Og det bruger den til at give dig belønninger når du føler dig allermest sårbar og har allermest brug for at føle dig accepteret. Så kan Facebook være din ven. Bare kom her og lad Facebook give dig et stort, reklamefinansieret kram — så får du det bedre. Og hvis det ikke er Facebook, du får dit fix fra, så er det Instagram eller LinkedIn eller Snapchat eller en anden digital spillemaskine, der spytter små doser af social accept ud med uforudsigelige mellemrum. Og forskningen viser at jo længere der går før du får den der belønning, jo mere dopamin får du ud af bare forventningen om at den kommer [22]. Det her variable belønningsmønster er en genial måde at holde folk fanget på — det hacker den måde hjernen fungerer på. En perfekt måde at få kontrol over befolkningens adfærd, og forhindre at de stiller spørgsmål til hvad vi her i overklassen laver af luskede ting.

Og det er ikke bare sociale medier, der udnytter de her mekanismer. Spil gør det også i stor stil. For eksempel Candy Crush, et dumt lille spil om at matche slikstykker efter deres farve, og som er hyperoptimeret til at være så absolut vanedannende som muligt [23]. Her kan vi se mekanismerne i fuld blomst. For eksempel, så er det let i starten, så du får konstante dopamin-fix, men så bliver det gradvist mere svært, og dine fix bliver sjældnere og sjældnere, hvilket gør at du længes mere og mere efter dem. Og der er en masse små ting du kan justere på, som i virkeligheden er ligegyldige, men som giver dig illusionen om kontrol og om at du optræner dine evner — og det er også et klassisk trick til at opretholde gambling-afhængighed [23]. Og så er spillet altid lige ved hånden på din mobil, det er let at hoppe ind i, det tager tankerne væk fra virkelighedens stress, og det giver dig masser af farvestrålende positiv feedback — altsammen smarte tricks til at skabe afhængighed [24]. Og hvad får udviklerne så ud af din afhængighed? Penge, ganske simpelt. Vil du have flere baner og power-ups? Dem kan du købe, via mikrotransaktioner. Og nogle gange sætter spillet dig i en time-out, så du er nødt til at vente på at kunne spille igen — med mindre du betaler dig fra det! Skidesmart lige at malke alle de sølle fjolser for deres usle spareskillingersamtidig med at vi distraherer dem fra hvor meget vi holder dem undertrykt. Dobbelt bonus til os, cha-ching! Ja tak!

Og det behøver ikke engang at være et spil i den klassiske forstand — det er præcis samme princip der ligger bag dating-apps som Tinder [22, 25]. Her har man kombineret alle de underholdende og vanedannende teknikker fra spil med løftet om måske at få sex — hold kæft det er genialt. Ikke så mærkeligt at Tinder er slået så bredt igennem. Smid noget med mad ind i mixet, og det her ville være det ultimative stimulans-hack. Ét stort cirkus. På Tinder swiperdu bare gennem ansigter, som du kan dømme og vrage i og føle dig for god til folk der er meget mere lækre end dig. Fedt fedt. Her bruger de også det dér variable belønningsmønster til at styre hvor tit du bliver vist nogen du rent faktisk ville være interesseret, så dine dopamin-doser kan blive kontrolleret og optimeret. Og selvfølgelig har de gjort ligesom ved de vanedannende spil og profitmaksimeret — så hvis man vil have alle de lækre funktioner og undgå trælse behovsudsættelser, kan man abonnere på TinderPlus og få et endnu bedre fix af sit TinderDrug.

Og på den måde tror jeg vi er ved at have en ret god kontrol over pøbelen her. Synes du ikke også det? Vi sørger for at gøre så mange som muligt afhængige af opioider, der gør dem bedøvede og dvaske og mentalt fraværende. De stoffer koster også en del penge, så vi kan sørge for at tage en god portion af den smule økonomiske midler som de her stakkels fjolser har at gøre godt med. Og til alle dem, der ikke vil tage deciderede bedøvelsesmidler, har vi en overflod af non-stop underholdningsprogrammer, der holder dem limet til deres forskellige skærme og som holder dem på god afstand af den virkelige verden. Og til hver gang de bliver rastløse over bare at ligge og flade den, og får lyst til rent faktisk at foretage sig noget, så har vi apps og spil de kan sidde og trykke på så de får følelsen af atopnå noget og være gode til noget. Hver gang de føler sig deprimerede over deres triste tilværelse som lønslaver og kanonføde, så kan de få sig et boost og et fix dopamin ved at høste likes, trykke på virtuel slik, eller swipe’ på frække ansigter. Altid distraheret — altid på jagt efter næste dosis tom tilfredsstillelse — altid undertrykt og magtesløs.

Der er så mange fordele i at holde folkemasserne fast i deres små afhængigheder. For det første er det helt dumt hvor profitabelt det er. Vi kan tjene penge på at sælge smertestillende stoffer, adgang til strømme af underholdning, og ekstra funktioner og bonusser i gambling-agtige apps. Og så på vejen indsamler vi store mængder af data om folk, som vi kan bruge til at holde dem bedre fast, og til at sælge ekstremt målrettede reklamer, der taler så direkte til hver enkelt person, som på nogen måde muligt. Velkommen tilopmærksomhedsindustrien [20]! Det er ikke længere bare folkemassernes arbejdskraft vi er interesseret i at udnytte. Nu malker vi selve deres opmærksomhed og selvværd, og så laver vi det om til profit.

Og Facebook, de er sgu da ligeglade med hvem de sælger deres reklametjenester til [20]. Så udover at tjene en fed skilling, så kan systemet også bruges til at manipulere folks verdensopfattelse og politiske holdninger. Det gør det dejligt nemt for diktatorspirrer som os, eller Donnie Trumpie, at tiltuske sig reel politisk magt, samt at få adgang til nogle lækre atombomber at kaste med. En dejlig effekt af platformer som Facebook er jo at alt dét der vækker følelser og forargelse og vrede er dét der især fanger vores opmærksomhed og får os til at dele og like og kommentere. Så det har også den konsekvens at nyhedsdækningen bliver mindre nuanceret og mere opmærksomhedsliderlig, for at prøve at få fat i en smule af de lækre reklamepenge. På den måde får folk dårligere nyheder og informationer, og bliver nemmere at holde fastlåst på deres plads, og de kan måske endda lokkes til at stemme direkte mod deres egne interesser. Perfekt!

Og det bedste er, at det især er alle de unge, vi har sat kløerne i. Vi fanger børnenes opmærksomhed tidligt, så de aldrig vil kunne slippe ud af deres afhængighed på noget tidspunkt. Det er en integreret del af hvem de er som mennesker! De nye generationer har aldrig kendt til en verden hvor de ikke blev spioneret på, analyseret og udnyttet af algoritmer designet til at stjæle så mange penge, opmærksomhed og fri vilje fra dem som muligt. De er fanget! Vi behøver slet ikke at putte dem i lænker og piske dem til at trave ud på marken for at høste. Vi kan høste dem — alle vegne! Det tog måske et par tusind år, men os adelige, os superrige, har endelig fundet frem til den perfekte form for slaveri. Det var slet ikke brød og cirkus — det var smertestillende medicin, Netflix og Facebook-notifikationer!

Men desværre — min ven — så var alt dette bare et tankeeksperiment. Hverken du eller jeg hører i virkeligheden til den overklasse, der lever fedt på at udnytte de undertrykte folkemasser. Vi er de undertrykte folkemasser. Det er os der spises af med billig underholdning og konstant distraktion. Men det er måske heller ikke så slemt i virkeligheden, vel? Vi har det da faktisk meget komfortabelt, ikke? Nåh, det er tid til min medicin. Jeg har lige et par Facebook-notifikationer, jeg skal tjekke, og så lægger jeg mig til at se lidt Netflix og falde i en tung, dyb, drømmeløs søvn.

Public service meddelse: Har du husket at spille Candy Crush i dag?

Public service meddelse: Har du husket at binge-watch’e Netflix i dag?

Public service meddelse: Har du husket at tage din motherfucking opium i dag?

Kilder: