Tillid, kærlighed og livets saft

Af Viking

Fra afsnit 9

Jeg kan ikke tænke på noget mere dyrebart, end det at bekende sin blinde tillid til et andet individ. Her etableres en tilstand af absolut hengivenhed, hvor man fralægger sig et stykke af sin kontrol, i en byttehandel for at hæve en interaktion mellem to personer, til en slags overmenneskelig og almengyldig tilstand, hvor alt er tilladt og intet synes farligt eller fordækt. Det er præcist derfor, at vi som mennesker føler i lige mål af styrke, hvis denne sirligt udførte konstruktion sprænges, når modparten forbryder sig mod den etablerede pagt af samhørighed.

Tillidsbrud kan således opløse alt fra ægteskaber til venskaber, og bærer dermed på en iboende destruktiv karakter, stærkere end hvad de fleste interaktionsformer kan mønstre. Vi lærer derfor tidligt i livet at være forsigtige med tilliden, at værne om den, at betragte den som et nyfødt barn, der tager sine naive skridt, famlende udi en verden af kaos. Ikke lang tid herefter dog, tvinges vi til at indse præcist hvor umuligt denne uendelige opgave syntes.

Det er ganske fascinerende at observere, hvorledes vi har skabt en samfundskonstruktion, hvori vi som slaver underlægges krav om tillid og hengivelse til statslige organer og selviske politikere, for hvem pagten om hengivenhed, for længst er erstattet med jagten på magt og økonomisk gevinst. Indignationen og politikerleden er som følge heraf rekordhøjt, men bristepunktet for den almene dansker er af uransagelige årsager endnu ikke nået, hertil fristes vi endnu af løfter om tryghed og status quo. Men hvor længe kan disse overgreb på vores indre tillidsfulde barn fortsætte, før vi imploderer i en kollektiv tilstand af mismod.

Jeg kommer derfor med en et forslag til en kontrarevolution, hvor vi genetablerer tilliden udenom den forkvaklede samfundskontruktion. Et oprør hvor det gamle samfund forbigås, eller disruptes, hvis vi skal forblive i new speakske termer, som fortidens hjerner forstår. Vi genetablerer nye strukturer og institutioner sideløbende med de eksisterende, og som en skyggeoperation mere ambitiøs end verden endnu har oplevet, vil vi dræne de gamle forkvaklede konstruktioner, ved slet og ret ikke længere anvende dem. Den absolutte vision er en slags finmasket deleøkonomi, hvor den enkelte tager en højere grad af ansvar for sine medmennesker, i bytte for friheden fra statens og kapitalens knusende hånd.

Hvordan skal dette grandiose projekt så rent faktisk etableres? Har vi som individer ikke været underkuet egoismens og grådighedens skygge for længe, og hvordan skal denne forenes med en ny form socialitet. Empati er her nøgleordet. Evnen til at sætte sig i andres sted, og således mærke både deres glæder og smerter, deres problemer og udfordringer. Det er gennem empatien at de ægte menneskelige stemninger sanses, og at de gavnlige og samfundsopbyggelige forbindelser etableres. Vi, kære kammerater, skal således gå forrest i tillidsrevolutionen, vi skal ville hinanden og vores forbindelser, og vi skal mærke efter hinandens bløde punkter, også der hvor de afviger fra normen.

Når vi går forrest med denne absolutte tillid hinanden imellem, så kan vi samtidigt være aktivt producerende til en ny form for kultur og kulturprodukter, hvor empatien er de bærende elementer. Her skal de skæve eksistenser og de divergerende livsformer sættes i front, for således at springe rammerne for rummeligheden af den empatiske forståelse. Når disse først er destrueret, så kan vi for alvor genetablere den menneskelige samtale på tværs af skæl og ideologier.

Hvis vi først lærer at tale frit, hævet over smålige kulturforskelle og andet forældet arvegods, så kan politikerne og meningsdannerne ikke længere anvende vores grundlæggende frygt for forskelligeheder, til at skabe splittelser imellem os, og deres primære værktøj til undertrykkelse gennem en forvrænget magtrelation, er således sparket til hjørne.

Foren jer derfor kære revolutionære og dyrk hinanden. Lad samfundet gro under sitrende fingre og krøllede hjerner. Smag på alle livets tilstande, og skab forudsætningerne for fornyet virketrang. Kærligheden overvinder alt.