Nyheder fra den ydre højrefløj

Af Dupont

Fra afsnit 7

Det dér ydre højre, hvor stort er det egentlig her i Danmark?

Hvor meget af det er en reel folkestemning, og hvor meget af det er bare skabt af nyhedsmedierne for at have noget at snakke om?

Det er nemlig mit indtryk at de uhyggelige højreekstremistiske mediers størrelse og indflydelse her i Danmark overdrives og blæses op, så det ligner bevægelsen har meget bedre fat i befolkningen, end egentligt er tilfældet.

Nu skal I høre hvad jeg mener, og hvorfor jeg tror det finder sted.

Jeg starter lige med et eksempel.

Sidste år sad jeg en aften og så Deadline på DR2 — som det intellektuelle snøvlehoved, jeg jo er. Der snakkede de om hvordan nichenyhedsmedier er opstået for at tilfredsstille det højreekstremistiske segment, og for på bedste propagandistiske stil at fortælle dem at de har ret i alle deres mistanker om at muslimer og venstrefløjen har indgået en blodaftale med Satan selv om at sørge for at få destrueret hvide menneskers eksistensgrundlag snarest muligt [1]. Den helt store spiller på dette marked er det amerikanske Bretibart News — hjemmesiden der næsten egenhændigt fik Donald Trump valgt som præsident.

I Deadline-studiet interviewede de så en mand, der havde startet hvad han selv beskrev som det danske Breitbart — for at tilbyde en modvægt til den ækle venstreorienterede tænkning, der åbenbart dominerer medier som Danmarks Radio. Dette medie hed Newspeek, og det blev omtalt som om det var en væsentlig ny magtfaktor i mediebilledet, og værten fremhævede blandt andet deres videoer på Youtube, der åbenbart skulle være ganske populære.

Jeg var lidt nysgerrig, så jeg slog dem op på nettet. Nu kan man ikke se hvor mange besøgende de får på deres hjemmeside, men ingen af deres videoer havde mere end få tusind afspilninger [2], hvilket ikke er specielt meget nu til dags. Og det tal inkluderer jo så også alle de nysgerrige Deadline-seere, der lige skulle se hvad det var for noget det her — heriblandt også mig!

Manden bag Newspeek er en gammel rotte med en spraglet karriere ved navn Jeppe Juhl [3]. Efter en tid som journalist på Ekstra-Bladet gik han over til at producere tv, hvor han var hovedansvarlig for at slæbe reality-tv-genren til Danmark. En stor sarkastisk tak for det herfra. Efter bred succes med programmet Robinson Ekspeditionen, prøvede han i øvrigt uden større held at lave en dansk udgave af Donald Trumps reality-show The Apprentice. I 2015 startede han Newspeek, og i 2017 startede han så en ny side, der gør præcis det samme men har et lidt andet design, ved navn 24nyt. Såh… nu har han to online-aviser. En stor sarkastisk tillykke med det herfra. Jeppe Juhl stiller i øvrigt op til folketinget for de Nye Borgerlige ved næste valg, så det skal nok berige landets politiske diskurs.

Godt så. Her er et eksempel mere.

Jeg læste for ikke så længe siden på det ellers virkelig gode online nyhedsmedie Zetland en artikel om en bevægelse af højreorienterede unge, der gerne ville have de fæle muslimer ud af vores stakkels lille Danmark, og der blev gjort et stort nummer ud af at de var Instagram-smarte og forstod at spille på de sociale medier som var det en fin violin [4]. Det lød jo ganske overbevisende og skræmmede. Jeg begyndte da at sidde og ryste i min buks over at ungdommen nutildags åbenbart i stor stil er en flok moderigtige racister. Generation Identitær, kalder de sig. Der var bare et lille problem. Denne frygtindgydende tilstedeværelse på de sociale medier viste sig at være noget mindre end imponerende, når jeg først kiggede lidt efter. På deres omtalte Instagram-profil havde de godt 300 følgere og kun ét billede med mere end hundrede likes [5]. Det er fandeme ikke ret meget for en bevægelse der åbenbart tager den danske ungdom med storm. Det er ikke ret meget mere end min kusine har, og hun er sgu ikke nogen politisk ungdomsrevolution. Jeg tog også lige en hurtig stikprøve af de 12 øverste likes på et af de mere velmodtagede billeder. Der var så vidt jeg kunne se ikke nogen danskere i blandt. Det var mest tyskere. Men — jeg skal jo så selvfølgelig ikke kunne udelukke at de alle sammen i virkeligheden var unge danskere, der valgte at kommunikere udelukkende på tysk ud af nostalgi overfor nazi-tyskland. Men det er da tankevækkende alligevel. Generation Identitær har desuden ikke på nogen af deres Youtube-videoer, der viser deres friske politiske aktioner, meget mere end tusind visninger [6]. Igen ikke et overvældende antal for en hel bevægelse. Alligevel var dét nok til at få dem en stor portrætartikel i en seriøs online-avis.

Altså, der er lige dækning af begge sider af sagen — og så er der at give taletid til ligegyldige smågrupper af lallede højre-ekstremister.

Det er typisk for mainstream-nyhedsmedier i dag at gøre det her. Kig på USAs præsidentvalg. Medier som CNN havde konstant debat af Hillary Clintons totalt ligegyldige email-halløj, fordi de skulle prøve at dække de to kandidater ligeligt. Dét er som regel ikke så svært. Bortset fra at denne gang var modkandidaten et levende 4chan-meme, hvis eneste evne er at generere skandaløse og debatoptimerede historier. Der gik jo nærmest ikke en dag uden at han gjorde eller sagde noget, der ville have fældet enhver hidtidig præsidentkandidat. Det var jo sådan han overhovedet kom til bordet — ved at alle sagde: “se den vilde ting ham her har sagt — at tænke sig! Han kommer ingen vegne med det, men han er fa’me sjov, ik’!”. Det var nok. Hans liv er clickbait. Og amerikanerne klikkede noget så eftertrykkeligt, de trykkede med deres fede små pølsefingre på alle overskrifter der på nogen måde kunne relateres til ham. Og for at kunne få lov til at bruge et par timer på at snakke om den fascinerende farvestrålende fascists forfærdelighed, så var medierne jo også nødt til at snakke lidt om hende der den saglige og kedelige bedstemor fra den konkurrerende politiske butik. Så derfor blev en sølle sag om en fucking email-server blæst fuldstændigt ud af proportioner. Og derfor endte befolkningen med at sige: “det kan godt være Trump er lidt en svindler, men det er de jo begge to. Bare se på de emails — der må være noget om det, siden alle snakker om dem, ik’!”. Og idioterne ved jo nok ikke engang hvad en email-server overhovedet er!

Det har en betydning hvem de store medier dækker og hvordan de gør det. Det er en væsentlig magtfaktor. Men medierne er bygget til at søge opmærksomhed — fordi pengene følger med seertallene. Det gør de ikke så direkte for DR, men det lader det ikke til at de allesammen har opdaget dét derude i Ørestadens betonhelvede.

De mest farvestrålende, forargende, absurde, latterlige og hadinspirerende stemmer er tillokkende at hive frem, fordi det er dem der virkelig skaber en reaktion fra publikum og holder deres opmærksomhed fangen. Og opmærksomhed er i dag den mest værdifulde vare, der findes. Den der kan klistre flest stirrende øjeæbler op på deres glitrede sendeflade vinder runden. Det er akkurat samme princip som reality-tv. Bare spørg Jeppe Juhl om dét.

Så hvordan ender de her marginale grupperinger med at blive placeret i det stærkeste rampelys og blive beskrevet som store revolter — folkebevægelser som er ved at vælte landet? Der er tre grunde, som jeg ser det.

For det første, så tilfredstiller de journalisternes behov for at fremstå objektive og give alle stemmerne i sagen lov til at blive hørt. De er uddannet til at præsentere begge sider i en debat, så det prøver de at gøre selv hvis den ene side er latterlig og marginal.

For det andet, så er de her tossehoveder underholdende og får publikum op og køre, hvilket holder gang i mediebutikken og får den søde cha-ching-lyd til at klinge i tegnedrengenes fedtede øresnegle.

Og for det tredje, så passer det ind i den større narrativ, som medierne holder sig til — den histore, som samfundet fortæller om sig selv. Den narrativ er at civilisationen er truet — demokratiet er ved at kollapse, og totalitære, fascistiske og generelt uhøflige kræfter er ved at ætse den frie verden i stykker og om hjørnet venter den næste Hitler, Stalin, Napoleon eller Ghengis Fucking Khan — det er alt sammen ved at kollapse! Det hører vi konstant. Vi ser USA vælge en dement tv-stjerne, der tilbyder etniske udrensninger, som præsident. Vi ser Storbritannien melde sig ud af EU baseret på en bedragerisk kampagne. Østeuropa får udemokratisk diktatorspire efter udemokratisk diktatorspire til magten. Russerne hacker alt og alle, mens kineserne stille og roligt opkøber hele verden mens de piner og udsulter deres egen undertrykte befolkning. Alt går ad helvede til!

Det er historien, vi konstant bliver fortalt. Og jovist — der er da noget om det. Noget af det i hvert fald. Men det er også en faldgrube af en fortælling. Det bliver en linse, som vi fortolker alt hvad der sker igennem. Vi har gennem medierne fået det her billede af at alle de demokratiske institutioner forfalder og vilde horder stormer frem fra højre. Det er en selvforstærkende mekanisme, hvor medierne siger det, og derfor begynder folk at tænke sådan, fordi de har hørt det, og så følger medierne denne folkestemning og forstærker fortællingen endnu mere. Indtil det til sidst bliver sandt uanset hvordan det egentlig var til at starte med. Det var det der skete med Brexit og Donald den Demente.

Men en gang i mellem så viser virkeligheden sig ikke at indordne sig under den store narrativ som bliver spundet, den vestlige verdens store reality-show. For eksempel ved det hollandske valg i 2017, hvor medierne spåede en stor sejr til den højreekstremistiske Geert Wilders, som næste led i den store højrebølge efter Trumps valg [7]. Men så fik han slet ikke så mange stemmer som man havde frygtet. Han fik stadig nogle, men nationens sammenbrud var aflyst for nu. Dér viste virkeligheden sig pludselig ikke at være så klar og forståelig som den dystre og dystopiske medienarrativ gerne vil have os til at tro. Vi så lidt det samme her i Danmark ved kommunalvalget i 2017, hvor de Nye Borgerlige og Dansk Folkeparti ikke fik de store jordskredsfremgange, som de blev spået, men i stedet knap nok efterlod et aftryk på Danmarkskortet [8].

Ude på det ydre højre, i de små politiserende nyhedsmedier, dér anklager de konstant de store mainstream-nyhedsmedier for at lyve og fordreje sandheden, for at være “fake news”, og for at misrepræsentere virkeligheden.

Det kan faktisk godt være de nogle gange har lidt en pointe dér. For eksempel når mainstream-medierne lader selv samme højre-ekstreme stemmer komme meget mere til orde i den offentlige debat end deres sølle størrelse berettiger.

Fat det nu, for fanden: hvis ni mand siger at månen eksisterer, og én mand siger at den ikke gør — så har de to synspunkter ikke krav på lige dækning.

Ikke når den ene side er fuld af lort.

Kilder: