Stress

Af Viking

Fra afsnit 2

Har det enkelte menneske en målbar værdi for resten af sit samfund?
Dette spørgsmål har til alle tider skabt interesse og fascination på tværs af samfundets lag. Fra aristokraternes henslængte tale hinanden imellem, om maksimering af pøblens arbejdsduelige ressourcer, til manden på gulvet, der i sit ansigts sved bag fabrikkens iskolde mure, henkastet formaster sig til et glimt af sidemandens løncheck, med et spinkelt håb om at selv være indplaceret i den mere lukrative del af sin sociale kaste.

I vores nuværende samfund, er menneskets værdi i stigende grad blevet begrænset til at have en monetær forankring. Væk er ideologiske forestillinger om værdi som noget iboende hos det enkelte menneske, andet end hvorledes denne bidrager til den evigt neokapitale profitoptimerende diskurs, den gamle traver om vækst for vækstens skyld.

Konstruktionen er i alt sin enkelthed en komplet rejse fra vugge til grav. Børn skal knapt lære at stå på deres egne to ben, før den evige sang om “hvad skal du være når du bliver stor”, blæser ud af forældrenes og institutionernes højttalere, skruet op på niveau 11 for maksimal effekt. Drømmene starter naivt nok ud hos de kreative små, med en så bred spændvidde i foreslagene at kun fantasien sætter grænser for, om den lille voksende purk måtte ønske sig at være en brandslukkende helt, eller en verdensturnerende popstjerne, dog med en tilføjet krølle af, at de evigt hellige kønsrollemønstre, helst ikke knækkes for meget på midten i drømmetænkningen, samfundet har jo status quo at tage sig af, og hvor ville samfundet dog ende hvis piger, drenge og alle dem indimellem kan shoppe frit på kønsløse hylder.
Som de unge individer spænder skoletasken på ryggen spændes kikkertsynet også ind, foranledet ved den skolastiske institutions besnærende rammer. Nu skal børnene dannes som små frø, til på sigt at vokse sig ind i det forgrenede netværk af profitgenerering, som led i voksenverdenens ansvarlige randersreb, der langsomt strammer grebet som årene passerer. 
Den sociale accelleration har forløbet sig i sådan en grad, at der i ligefremme termer skrives den ene livsstilsartikel efter den anden, der indrammer tidsåndens designfænomen, udtrykket børnestress. (1) Smag engang på ordet; bør-ne-stress. Hvis vi som samfund ser en nødvendighed i oplysningskampagner om håndteringen af stressudløste panikangstanfald hos børn, så er vi i sandhed ikke blot blevet et fattigere samfund, men samtidigt et samfund der giver forkerte løsninger på de virkelige problemer.  

Overlever barnet dog længe nok til at blive et såkaldt ressourcestærkt ungt menneske, så venter gymnasierne og senere universiteternes bonede gulve, et på ydersiden magisk slaraffenland af viden og dannelse, men indvendigt langsomt fortæret af reformliderlige politikere, der under påskud af at tilpasse læringen til at afspejle markedets vilkår, erstatter tid og rum for reflektion med administrative krumspring og besnærende formkrav. Alt for et flygtigt løfte om en envejstur til lyset for enden af dannelsestunellen, en billet til den sagnomsundne arbejdsmarked.

Formaster den nu dannede borger sig dog til, ikke at straks at indkassere rutchebaneturen mod arbejdslivet og den evigt mere illusoriske pensionsalder, så skal det store udskammelsesrite straks igangsættes. I dagpengeland svejer den administrative bullshit fane højt i vinden, imens mennesket nyopstanden i ny form som “borgeren”, aka endnu et tal i maskineriet, kastes imellem det ene fornedrende foretagende efter det andet, med blot et spinkelt håb om, at netop den næste invasive opringning til en mere eller mindre forloren virksomhed, da helt sikkert må kaste en mulighed af sig. En mulighed hvorpå den dannedes arbejdskraft kan udbydes til lavestbydende gennem rammer som “lønnet praktikforløb” eller “arbejdsprøvning”, alle ordninger som virksomhederne grådigt stiller sig i kø til, som en sulten horde til åben buffet for arbejdskraft til underpris. 

Skulle lyksaglighederne faktisk overgå den ydmyge borger, og belønningen komme i form af en kortvarig dør på klem til arbejdsmarkedskarnevallet, så må lykkens gudinde da have tilsmilet den arbejdsomme bi for sit hårde fodarbejde, ikke sandt? Bevares, nu kan der tages endnu et skridt på den sociale og økonomiske rangstige, men først må visse kriterier mødes, ud over naturligvis de formaliserede floskler og ligegyldige erfaringpoint nedfældet i endeløs form på det klistrede CV, der i første omgang var adgangsgivende til den mytiske tilstand som ansat. Nu skal den kære borger nemlig omkalifatres i yderligere grad, for at beredes til tilstanden som konstant kæmpende for sin eksistensberettigelse på arbejdssavannen. Drømmene, visionerne og idealerne fra studietiden og det det forudgående leverede liv, må files ned til ikke at bryde med de 10 afgrundshule sætninger der udgør virksomhedens visioner og mål. Den dannede borger må nu formes til en ubestemmelig grå masse, en identitetsløs skal, der efter chefer og andre pseudoautoriteters forgodtbefindende, må tilpasse private holdninger og mål, så disse falder formfuldendt ind i geled. Kollegial crossfit bliver det nye sort, når kroppen skal dyrkes ved det sekulære samfunds nye alter, fitnesscenteret. Her kan betahanner på linie omdannes til frådende alphaer, ved blot et enkelt trylleslag, med det eneste lille aber dabei, at stort set alt fritid frarøves i kampen om fysikken, formen og det næste halvmaraton. En løbetur hvor muligheden for at kunne danne motionerede fluffer til chefen to trin foran på det fallerede klatrereb, kan, hvis måner, stjerner og sol er nådige, give luftige perspektiver om mere ussel mammon på sigt i forfremmelsens paradis. 

Hvis hele dette opridsede rejse lyder som det pureste comme ill fou, så lad mig da endeligt ikke stoppe dig kære borger, den snørklede vej ligger spændt ud foran dig som en dinglende gulerod, og hvis du blot løber alt hvad rammer og tøjler kan holde i hamsterhjulet, så kan det da være, at du forbliver i en evigt euforisk trancetilstand af velstand og muligheder, hvem ved?

Men kære borger, vid at du har et valg. Vær din stemme og dit værd bevidst, når du titter igennem den åbenlyst papirtynde illusion, der er det “moderne” arbejdsmarked, og stil dig selv spørgsmålet til en million stakater; står den nuværende form mål med din virkelige værdi som individ, eller kunne det måske være at vi sammen kunne kreere en virkelighed, hvor der er plads til mennesket i maskinrummet? Det valg er helt op til dig.

Kilder:

(1) https://www.dr.dk/levnu/boern/symptomer-paa-stress-hos-boern